En introduktion til tramper, skafter og søller
At sidde ved væven og sende skytten gennem trenden er som en rytme i kroppen. Hver detalje i væven – fra tramperne under mine fødder til skafterne og søllerne foran mig – arbejder sammen og skaber smukke tekstiler.
Jeg har to Glimåkra-væve i mit værksted: en Glimåkra Ideal på 1 meter og en Glimåkra Standard på 1,35 meter. Begge væve har fulgt mig igennem både glæder, men mindst lige så mange frustrationer. Men i bund og grund ligger der en kæmpe fascination i det at kunne et gammelt håndværk og oplevelsen af at være i flow er ofte befriende.
Til foråret glæder jeg mig til at udvide mit værksted med en spritny digital væv fra AVL i USA.
Nogle spørger om det ikke er at snyde eller om jeg så ikke skal væve mere. Jo det skal jeg, og det er ikke snyd. Jeg lover at vise dig det hele, når den kommer.
Tramper og skamler – vævens motor
Under væven er tramperne – de “pedaler”, jeg trykker på for at styre skafterne. Når jeg træder på en trampe, hæver eller sænker de tilknyttede skafter sig, hvilket skaber det hulrum, der kaldes skellet. Det er her, skytten flyver gennem, og mønstret i stoffet begynder at tage form.
Tramperne arbejder tæt sammen med vævens skamler, som er de stænger der sidder under væven og forbinder tramperne med skafterne. Skamlerne er nærmest vævens ledninger, der sikrer, at alt bevæger sig præcist og i takt. Med flere tramper og skafter kan jeg væve komplekse mønstre, hvor bestemte trendtråde løftes og sænkes i en nøje planlagt rækkefølge.
Skafter og søller – vævens hjerte
Skafterne er de rammer, hvor søllerne hænger. Hver trendtråd trækkes gennem en lille åbning i søllerne, der bestemmer, hvordan tråden bevæger sig, når skafterne aktiveres. Søllerne er små, men uundværlige. De holder styr på trådene.
Min Glimåkra Standard har ti skafter og tramper, hvilket giver mig frihed til at eksperimentere med mere avancerede mønstre.
Når jeg væver, bliver skafterne nærmest som en dans, der hæver og sænker trådene i takt med mine fødder på tramperne.
Når jeg får min computerstyrede væv fra AVL får jeg 24 skafter og et uendeligt antal tramper, som er styret af en computer.
Jeg glæder mig! Og jeg glæder mig til at vise dig den.