Spring til indhold


Hørproduktion i Frankrig

Hoerhost i Frankrig

Et hørskætteri

Frankrig er Europas største hørproducent. Hvis du kører gennem Normandiet i juni, blomstrer de smukke hørmarker med sarte lyseblå blomster på de stærke stængler. Fantastisk smukt.

I juli måned besøgte vi hørskætteriet Liniere du Ressault på vores tur gennem Normandiet. Det var sidst i juli, høren var høstet, tørret på marken og bragt til skætteriet i kæmpe baller.

Egentlig ledte vi efter et hørspinderi eller væveri, men selvom Frankrig producerer 50% af verdens hør, så bliver stort set al hør kun skættet, dvs afskallet og heglet i Frankrig, men spundet og vævet i udlandet, typisk i den nordlige del af Afrika. Herfra sendes garnet typisk til Italien, hvor det bliver vævet til metervarer.

Forædlingen er så småt på vej tilbage til Frankrig i takt med, at efterspørgslen på hør stiger, men det lykkedes os kun at finde ét væveri, som dog holdt sommerferie.

Fakta om hør

Hørproduktionen i Frankrig går tilbage i historien, og er stadig et vigtigt grundlag for landets landbrugssektor. De største regioner for hørproduktionen er Normandiet og Bretagne, hvor klimaet er ideelt for hørdyrkning.

Hørplanten dyrkes primært for sine lange, stærke fibre fra stænglerne. Fibrene bruges til at fremstille tekstiler, tråd, reb, og endda isolationsmateriale.

Hør er kendt for sin naturlige styrke og åndbarhed, hvilket gør det populært i modeindustrien til produktion af lette sommertekstiler og i byggeindustrien som et miljøvenligt alternativ til isolering.

Hørfrøene presses til linolie, hørfrøolie eller anvendes som frø i bagværk. Alle dele af planten anvendes.

Président Directeur Général Jean-Louis Maurice (fantastisk titel, så er man da noget) var utrolig imødekommende og viste os selv rundt på fabrikken.

På fabrikken forarbejder de hør fra 8.000 hektar (!) til korte og lange fibre som sendes til Tunesien for at blive spundet og vævet for Italienske producenter (eller måske bliver det vævet i Italien, det fortabte sig i sproget). De kort fibre anvendes til grove materialer, og de fine til tekstiler til beklædning. Du kan læse om processen ved at trykke på fotos herover.

Hørvævsmuseet på Fyn

På vej hjem fra Frankrig havde vi planlagt et besøg på Hørvævsmuseet, for at se Lotte Dalgaards udstilling “brud”. Lotte har vævet de mest fantastiske showpieces af 100 år gammel hør. Udstillingen er for længst lukket på Hørvævsmuseet, men lov dig selv at se den, hvis du støder på den et andet sted.

På Hørvævsmuseet er det ofte muligt at se levende udstilling, hvor en medarbejder fortæller om hørproduktion (de har deres egen produktion) og hvor man kan se de fantastiske damaskvæve i drift. Fantastisk udstillingssted drevet af frivillige. Imponerende!

Her til højre kan du se en tavle fra Hørvævsmuseet, der viser de ældgamle processer fra plante til skættet hør – præcis den proces vi så i Frankrig.

Vær nysgerrig når du rejser – så lover jeg dig, at du får de mest fantastiske oplevelser på vejen. OG der er altid nogle maskiner involveret, når vi taler vævning, og afledte aktiviteter, så der er også noget for din mand og dine børn at opleve på vejen. Rigtig god tur!

Hoer tavle
Tavle fra Hørvævsmuseet der viser de forskellige elementer i hørproduktionen

Mine produkter i hør

Mine karklude er vævet i 100% hør. 

En håndvævet karklud i hør, har fantastisk egenskaber. Den suger væske effektivt, tørrer hurtigt og så er hør bakteriostatisk, hvilket betyder, at det er bakteriehæmmende, og dermed kan bakterier ikke udvikle sig så godt i karkluden. Hørfibre er lange og giver et tekstil, der er meget slidstærkt. Hør er et naturligt materiale, og når de til sidst er slidt op, kan de komposteres.

Køb dem her: Håndvævede karklude eller væv dem selv: opskrift